Madsen, Møller, From - 2021

Madsen, Møller, From - 2021

Akustisk


Koncerten er flyttet fra 2020 til 2021 - alle billetkøbere har fået besked

Har man bare een gang oplevet Madsens akustiske triokoncerter, ved man, at dette er den allerbedste måde at komme helt tæt på den vestjyske rockpoet.

Sammen med guitaristen Knud Møller og percussionisten Henrik From er Johnny Madsen i 2021 igen på landevejen - tilbage i ’stærkeste startopstilling’.

På deres vej vil Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From servere såvel højdepunkter som skæve øjeblikke i de neddroslede, men alligevel højtflyvende akustiske versioner af Madsens sange, der er trioens varemærke.

I denne akustiske konstellation levnes der også plads til Thyborøn-drengens særdeles underholdende mikro-sociologiske iagttagelser fra landets randområder. Og altid veloplagte Madsen deler ofte og gerne ud af sine knivskarpe betragtninger af, hvordan vi som mennesker gebærder os i hinandens selskab - ofte med inspirationen hentet fra kunstnerens egen udkigspost på Fanø og naturligvis altid med et permanent funklende glimt i øjet.

Ud over de akustiske koncerters fortættede intimitet, er der samtidig mulighed for på klods hold at 
opleve Knud Møllers indfølte bluesguitar. Kompetent og beskedent eksekverer ’sideman’ Møller 
rollen som leadguitarist og demonstrerer, at det akustiske udtryk på ingen måde er en hæmsko
for hans ekvilibristiske udfoldelser.

Alt imens at han sammen med bagstopperen Henrik From standhaftigt må lægge skuldre til Madsens mange kammeratlige drillerier. Ud fra denne grundtone af joviale indspark anlægger orkestret så den ligefremme og uimponerede tilgang til musikken, som efterhånden er blevet det garantimærke, man kan sætte på alt, der kommer fra Johnny Madsens hånd.


Dato
Saturday 13. November 2021
Genre
Rock/ Akustisk
Koncert start
20:00
Dørene åbner
19:00
Arrangør
Rock´In House
Pladser
Siddepladser
Forsalg
360,-
Køb billet

#godsetkolding