Ben Webster Prisen

Awardshow på Godset
  • tir 14 maj
    Dørene åbnes
    19:00
    Koncert
    19:30
    Godset, Kolding
    Siddepladser

Ved prisfesten får prisvinderen overrakt prisen og præsenterer sin musik i form af en koncert med musikere efter eget valg. Derudover er Ben Webster Fonden vært for en koncert med et særligt udvalgt Ben Webster All Star-band, der består af nogle af landets fremmeste jazzmusikere.

Den amerikanske saxofonist Ben Webster hører til en af jazzens udødelige legender og har spillet sammen med de største af de største: Duke Ellington, Coleman Hawkins, Art Tatum, Billie Holiday og Ella Fitzgerald for blot at nævne nogle få. I 1964 flyttede Ben Webster til Europa og forelskede sig i København. Her boede han og spillede sammen med de allerstørste navne på den danske jazzscene i lange perioder frem til sin død i 1973. Siden 1977 har Ben Webster Fonden årligt uddelt Danmarks største jazzpris til en eller flere danske musikere i form af midler fra salget af Ben Websters udødeliggjorte musik.

Prisfesten plejer at foregå i København. Men i år flytter den til Kolding, hvor foreningen Jazz6000 sammen med Ben Webster Fonden er vært for årets overdådige prisfest på spillestedet Godset.

Ved prisfesten får prisvinderen overrakt prisen og præsenterer sin musik i form af en koncert med musikere efter eget valg. Derudover er Ben Webster Fonden vært for en koncert med et særligt udvalgt Ben Webster All Star-band, der består af nogle af landets fremmeste jazzmusikere.

Ben Webster All Star-band line-up:
Uffe Steen: guitar
Martin Schack: klaver
Jens Jefsen: kontrabas
Espen Laub von Liljenskold: trommer
Finn Odderskov: tenorsaxofon

Prisvinderen 2024
Den fremadstormende og herboende trommeslager Cornelia Nilsson, der er født i1992 i Sverige, er på kort tid blevet et stort navn på den skandinaviske jazzscene. De seneste syv år har hun spillet Europa tynd sammen med nogle af jazzens allerstørste nulevende stjerner: Ben Besiakov, Tim Hagans, Seamus Blake, Mathias Landæus, Anders ’AC’ Christensen, Zier Romme og de to svenske saxofongiganter Tomas Franck og Gilbert Holmström for blot at nævne nogle få. Et af de helt store adelsmærker inden for jazzen fik Cornelia Nilsson i 2019 og 2022, hvor hun spillede sammen med pianolegenden Kenny Barron’s trio og stjernebassisten Ron Carter, der begge har spillet sammen med sværvægtere som Miles Davies og Stan Getz.

I februar 2024 udgav Cornelia sit anmelderroste debutalbum ”Where Do You Go”, der viser, at hun er en kvinde med stort og sprængfarligt jazzformat. Albummet tæller numre indspillet med to forskellige trioer. I den ene spiller hun og den danske stjernebassist Daniel Franck sammen med den allerede legendariske pianist Aaron Parks fra USA. I den anden spiller de sammen med den forrygende ungarske tenorist Gabor Bella. Til Ben Webster prisoverrækkelsen 2024 spiller Cornelia Nilsson en triokoncert med Gabor Bolla og Daniel Franck.

Årets prisvinder vandt i 2021 Tivoli Jazz-prisen. I år får Cornelia Nilsson helt og aldeles velfortjent æren af at vinde Danmarks største jazzpris. Kæmpestort tillykke med Ben Webster-prisen 2024 til en stor jazzmusiker!

Cornelia Nilsson Trio line-up:
Cornelia Nilsson: trommer
Gabor Bolla: tenorsaxofon
Daniel Franck: kontrabas

Anmeldelse af Where Do You Go:
”Som Ned Ferm, der også er pladens producer, skriver i pladens linernotes, så udforsker hun rum og skønhed sammen med Aaron Parks på deres 6 numre sammen. Mens der helt bogstaveligt brænder en ild i tre af de fire numre som hun har lavet med Bolla. Jeg er vild med begge sessions.

Når Bolla tænder op for bålet med Ornette Colemans The Sphinx eller standarden East of the sun and west of the moon, så er Cornelia Nilsson benzin på bålet. Det er sprængfarligt! Sammen med Parks er det noget helt andet og mere sanseligt. Lyt feks. Cornelia Nilssons komposition The Wanderer, hvor de smelter sammen i et roligt valsende tempo, hvor der anes uro lige under overfladen.” (Jazznyt)

Ben Webster Prisen

Program

Velkomst ved Fondens forperson: Jesper Løvdal
Koncert med Cornelia Nilsson trio
Koncert med Ben Webster All Star-band med gæster

Links