Om Godset
Spillestedet Godset er et regionalt spillested i Kolding, der præsenterer et bredt udvalg af koncerter med både etablerede kunstnere og nye talenter. Spillestedet har fokus på mangfoldighed og kvalitet på tværs af genrer og fungerer som et kulturelt samlingspunkt for musikelskere i trekantområdet.
Spillestedet blev etableret i marts måned 2001 og satte allerede dengang Kolding på landkortet over etablerede scener for rytmisk musik. Et spillested lavet efter alle kunstens regler, der dermed lever op til alle de krav, der stilles til et moderne spillested.
På Godset er der plads til 700 stående eller ca. 350 siddende publikummer og dækker således muligheden for både intime koncerter og store rockoplevelser.
Godset er fra januar 2005-2008, 2009-2012, 2013-2016, 2017-2020, 2021-2024 og igen fra 2025-2028 blevet udnævnt til Regionalt Spillested, hvorfor Godset sammen med de tilknyttede arrangørforeninger arbejder seriøst med den samlede musikprofil, for bl.a. på den måde at leve op til de krav, Det Musikfaglige Udvalg under Kunstrådet stiller til regionale spillesteder.
Udover den primære aktivitet i spillestedet, som er rytmisk musik, bliver stedet også brugt til teater, foredrag, clinics m.m.
Hvem er vi?
Godset har både faste fuldtidsansatte medarbejdere og flexjobbere ansat. Samtidigt sidder her på Godset en fast medarbejder, der er ansat som eventkoordinator for musikforeningen MusikKolding. Herudover er vi så heldige løbende at have både folk i arbejdsprøvning, aktivering og praktikforløb.
Udover ovennævnte benytter vi også et par freelancere på lydteknik.
Normalt er vi ca. 8-10 mennesker på Godset, der arbejder med alt fra rengøring, vedligeholdelse, oprydning og klargøring til markedsføring, vedligehold af hjemmeside, klargøring af øvelokaler, samt booking og koordinering af de mange arrangementer. Du kan finde vores personale her.
Hertil kommer de ca. 130 frivillige, der uge efter uge afvikler koncerterne på Godset.
Ønsker du uddybende information eller har du spørgsmål til virksomhedsplanen eller Godset i al almindelighed, er du naturligvis velkommen til at kontakte os på mail eller på tlf.: 79 79 66 66.
Øvrige dokumenter:
Årsregnskab Det Regionale Spillested Godset 2024