EVENTET ER ARRANGERET AF GODSET UNG, OG ER FORBEHOLDT UNGE UNDER 30 ÅR.
Du kommer til at lære, hvordan man laver et linoleumstryk, lige fra valg af motiv til det færdige tryk. I musikkens og lyrikkens tegn skal vi trykke citater fra sangtekster eller sangtitler. Forbered derfor et citat/titel fra en sangtekst/sang efter eget valg.
Imens vi er kreative og skaber fantastisk fede tryk, vil der blive spillet LP'er på Godsets helt nye stereoanlæg! Du er mere end velkommen til at tage dine egne LP'er med, som du ønsker, at vores DJ skal spille for os. Måske end da en plade med den sang, du har valgt dit citat fra?
Og som om det ikke kunne blive bedre, vil der blive serveret hjemmelavede cookies samt kaffe, te og vand. What's not to like?
Prisen for hele herligheden er 50 kr. inkl. alt! (Brug af materialer, papir til tryk, kage, kaffe og te).
Eventet er støttet af Turbopuljen og Godset
Uddybende info
Vi skal arbejde med plader, der måler ca. 105 x 148 mm (A6). Da det ikke er et stort format, anbefaler vi, at du ikke vælger et citat/en titel, der fylder for meget. Vi anbefaler maks. 5-6 ord, men det er selvfølgelig helt op til dig! Jo længere citatet/titlen er, desto mere plads fylder det, og desto mindre bliver bogstaverne, du skal skære. Det gør arbejdet både sværere og mere tidskrævende.
Eksempler på gode sangteklst citater, der ikke fylder for meget:
Here comes the sun - Ung kniv, helt skarp - Listen to Iron Maiden, baby - Så længe jeg er sexy
Hvis du er i tvivl om dit valg af sangtekst citat/sangtitel, kan du med fordel forberede flere muligheder. Så kan vi guide dig på dagen og hjælpe dig med at vurdere, hvilket citat/titel der er mest realistisk at arbejde med.
Vi har papir til rådighed, som du kan trykke din sangtekst på. DOG er der også mulighed for at trykke din sangtekst på tekstil! Dette skal du dog selv medbringe. Så har du en gammel hvid T-shirt, der trænger til et pift, har du her muligheden for det! (OBS: Trykket kan blive mere smudset eller uperfekt på tekstil end på papir. Vi kan derfor ikke garantere et "perfekt" tryk på dit tekstil).
OBS: tag gerne tøj/forklæde på/med, som gerne må blive beskidt, da vi skal arbejde med tryksværte. Vi kommer også til at have lidt til rådighed, men kan ikke garantere vi har nok til alle:-)
Tidsplan:
16:15 - Velkomst
16:30 - Workshoppen starter
- introduktion til linoleumstryk
- lav dit eget linoleumstryk (tegn, skær, tryk)
- kage, kaffe og te
- LP bar
18:30 - Workshoppen slutter og tak for i dag
Godset UNG
Eventet er arrangeret af Godset UNG, og det vil være unge frivillige, der står for undervisningen og afviklingen af eventet.
Godset UNG er et frivilligt fællesskab for unge mellem 18-28 år på spillestedet Godset i Kolding. Godset UNG er skabt for at give unge mulighed for at lære om musik- og eventbranchen ved at give dem plads til at dyrke deres interesser inden for området. Det gør vi ved selv at stå for at skabe events og koncerter på Godset – helt fra bunden!